U19.2 vandt Mesterrækken
Vi har på U19.2 skabt et godt miljø, som har været med til at udvikle vores spillere og skabe nogle flotte resultater. Vi har også lagt stor vægt på sammenholdet og glæden ved at spille fodbold. Det har gjort os stærke som hold, og vi arbejder hele tiden på at blive bedre. Det hårde arbejde og den seriøse tilgang til tingene har gjort, at vi står som vinder af pulje 1 i U19 M.
Af Adam Alexander Rosendahl, cheftræner U19.2
Opstarten
Jeg (Adam Alexander) har været assistenttræner for holdet i det forgangene år, og jeg lærte meget om at være U19-træner af holdets daværende cheftræner, Rasmus Olesen. Da jeg fik at vide, at jeg skulle være cheftræner for holdet i sæsonen 16/17, havde jeg straks en plan for, hvad holdet skulle bygges op om, og det var det professionelle miljø, som fortsat fungerer rigtig godt for os. Jeg havde store planer med holdet, og det har jeg stadigvæk. Derfor fik spillerne udleveret et træningsprogram, som de skulle følge i sommerferien. Det gav gode resultater, og spillerne var i god form, da de kom tilbage fra ferien. Jeg var så heldig at få Kenny Ostwald, som er en rigtig god ven fra læreruddannelsen på UCL, til assistenttræner. Kenny har også tidligere spillet fodbold, og han har en stor passion for fodbold ligesom mig selv. Vi havde vores første træning den 28. juli 2016, og vi kunne pga. spillernes gode fysiske form fokusere på holdets nye taktik og det tekniske spil i opstarten. Det var vigtigt for Kenny og jeg at vælge den rigtige trup ud, så vi stod skarpt på alle positioner, når turneringen gik i gang. Efter nøje udvælgelse af truppen kunne vi i opstarten af sæsonen afholde møder, træningslejr og sociale arrangementer, så vi sikrede det professionelle miljø samtidig med, at vi skabte et godt sammenhold i truppen. Vi afholdte et møde med den udvalgte trup om, hvad der skulle karakterisere U19.2 i sæsonen 16/17, trænernes forventninger, kalenderen for efteråret og en detaljeret præsentation af holdets spillestil. Vi lavede også i fællesskab et TUS-målhierarki. Vores målsætning for efterårets turnering var en placering i top 3, og vores to mål var at have en målscore på minimum +5 og 5 clean sheets. Spillerne var selv med til at udarbejde holdets målhierarki, og det gjorde også, at vi arbejdede mere målrettet med tingene.
Turneringen
Holdets første turneringskamp var søndag den 28. august 2016 på hjemmebane mod Langeskov IF. Vi havde haft en travl, men god opstart, og det var holdets mulighed for at få en god start på turneringen. Holdets nye spillestil, som ligger vægt på offensivt og seværdigt fodbold, passer holdet rigtig godt. Vi giver spillerne mulighed for at udfolde sig på bedste vis og være kreative. Turneringens første kamp endte med en 3-1 sejr, og vi havde fået en drømmestart på turneringen. Man mærker hurtigt glæden ved at spille fodboldkampe, når man vinder. Efter sejre i de tre første kampe og en målscore på 14-3 mødte vi desværre modgang i fjerde og femte kamp, hvor vi spillede to meget tætte kampe, som lige så godt kunne have endt til vores fordel. Vi har skabt et rigtig godt sammenhold i truppen, og det rystede os derfor ikke at tabe de to kampe. Tværtimod. Det motiverede os til at præstere bedre og stå sammen som et hold. Det resulterede også i en 4-0 og 1-5 sejr i sjette og syvende kamp. Ottende kamp blev holdets eneste uafgjorte kamp med resultatet 2-2 mod BM/FIF/B1909. Med tre kampe tilbage havde vi blod på tanden, da vi havde mulighed for at vinde puljen, hvilket var en drøm for alle på holdet og mere end holdets målsætning. Efter en sejr på 5-2 på hjemmebane mod Sanderum BK, havde vi igen sat os på førstepladsen i puljen med en bedre målscore end de andre hold i puljen. Vi kunne derfor selv afgøre puljen i de to sidste kampe, og det motiverede os meget. Den tiende kamp var desværre præget af nervøsitet, men vi spillede en god kamp. Vi tabte desværre 3-2, men det rystede os ikke, for vi havde spillet en god kamp. Den ellevte og afgørende kamp var lørdag den 5. november 2016 på hjemmebane mod Nyborg G & IF. Vi havde brugt ugen op til kampen til at forberede os på at gøre forskellen og præstere vores bedste i den sidste kamp, så det var os, der endte med førstepladsen i puljen. Vi var tre hold med 19 point, men vi stod med den suverænt bedste målscore. Derfor var det vigtigt, at vi vandt den sidste kamp. Vi scorede efter 7 min på flot opspil, og vi havde alt spillet de første 15 min. Så begyndte nervøsiteten at komme op i os igen, og vi blev straffet på det med det samme. Kort tid inden pausen kom vi bagud 1-2. I pausen lagde vi meget vægt på holdets sammenhold, og de taktiske elementer, som virker for os, og som vi har haft stor succes med tidligere. Det resulterede også i et mål i starten af 2. halvleg. Holdet har stået bedre end mange af de andre hold i puljen ift. konditionen, og det var også det, der gjorde, at vi dominerede 2. halvleg. Efter hårdt arbejde og flot spil kom belønningen, og vi kom på 3-2 i de sidste minutter af kampen. Da kampen blev fløjtet af, var vi lykkelige og stolte af vores præstation over hele sæsonen. Vi lykønskede hinanden, og vi fejrede det med masser af sang og jubel på banen og i omklædningsrummet.
Fremtidens planer
Vi er glade og stolte over at være mestre, men vi skal nu i gang med at udvikle os, så vi bliver endnu bedre og kommer til at stå endnu stærkere i turneringen til foråret, og vi har mange ting på programmet, der skal sikre dette. Vi skal blandt andet dyrke nogle andre sportsgrene, som skal styrke vores motorik og kropskontrol, og vi skal afholde træningslejr og spille træningskampe, så vi er klar til sæsonen i foråret. Vi skal fortsat arbejde på at blive bedre på de taktiske områder, og det er vigtigt for os, at vi hele tiden stræber efter at blive bedre.